Foredrag om misbrug

Jeg holder foredrag for folkeskoler, uddannelser, forældre, efterskoler m.m.

Opvokset i Haderslev

Jeg er født og opvokset i et ganske almindeligt parcelhuskvarter i det hus, I kan se her på billedet. Det var her, jeg boede, indtil jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Der var som sådan ikke noget i min barndom, der indikerede, at jeg skulle ende med at få så stort et problem med stoffer og alkohol, som jeg endte med at gøre.

I bagklogskabens klare lys tænker jeg, at der hvor tingene begyndte at gå galt for mig, var da mine forældre blev skilt. Jeg er enebarn og havde ikke rigtig nogen at snakke med. Jeg følte, at alle andre havde det godt, og at det kun var mit liv, der var ved at falde sammen, og det gav mig nok i virkeligheden nogle depressive tendenser. Samtidig viste det sig, at jeg led af angstlidelsen OCD, som jeg holdt skjult og kæmpede med selv. Stofferne og alkoholen blev en flugt og et pusterum fra min angst og det faktum, at mine forældre var gået fra hinanden.

Dette taler i virkeligheden godt ind i de problematikker, mange unge i dag kæmper med. De sidder bag deres skærme på de sociale medier og får følelsen af, at alle andres liv er meget bedre end deres, og rigtig mange unge lider i dag af psykiske lidelser. Op mod 15 procent af de unge får stillet en psykisk diagnose, og jeg håber med mine foredrag at afholde dem fra at vælge stofferne som en løsning på deres problemer. Book et foredrag om misbrug herunder.


Mit misbrug endte med to nærdødsoplevelser

Mit misbrug startede i sommerferien efter 9. klasse, da jeg var 15 år gammel. I starten af sommerferien mødte jeg nogle gutter, og vi delte den samme interesse for knallerter. Jeg begyndte at ryge cigaretter og drikke mange øl. Tidligt i sommerferien blev jeg introduceret til hash, og efter at have prøvet det to gange, var jeg hooked. Jeg røg derefter hver dag den sommer og var så fokuseret på at blive påvirket, at jeg slog et telt op i nærheden af den skov, hvor vi røg hashen, så jeg kunne ryge dag og nat. Mit misbrug udviklede sig til også at omfatte amfetamin, ecstasy og kokain. Jeg tog også LSD, meskalin og nervemedicin – ja, alt, der kunne gøre mig påvirket.

Jeg endte første gang på sygehuset med en overdosis af amfetamin og fik at vide, at den smerte, jeg havde haft i brystet, da ambulancen hentede mig, var fordi jeg havde fået hjerteflimmer; med andre ord var jeg ved at dø af et hjertestop. Min anden overdosis var en giftig cocktail af 70 piller nervemedicin, alkohol, amfetamin, hash og ecstasy. Lægerne troede, jeg havde forsøgt at begå selvmord, men det var i virkeligheden kun på grund af min afhængighed. Jeg havde en gammel bil og kørte Sønderjylland tynd for at feste. Jeg havnede i situationer, man normalt kun hører om i nyhederne eller ser i film.

Alt dette og meget mere kan I høre om i mit foredrag om misbrug og vejen ud af det.


DR-dokumentaren “100-dage uden stoffer”

Dokumentaren jeg medvirkede i blev starten på enden af mit misbrug. Jeg blev clean under optagelserne, men faldt desværre i igen. Det var en lang sej kamp at blive clean og jeg måtte igennem to døgnbehandlinger, men jeg har i dag kæmpet mig til en tilværelse uden stoffer og alkohol, men jeg er bidende bevidst om at jeg hver dag resten af mit liv skal sørge for at træffe de rigtige valg så jeg ikke falder tilbage i de gamle mønstre. I kan læse mere om dokumentaren ved at trykke herunder:


Vejen tilbage til livet

Efter jeg blev clean, gik jeg længe og overvejede, hvad jeg skulle gøre med mit liv. Jeg begyndte under dokumentaren at holde foredrag og det har jeg gjort lige siden. Samtidig begyndte jeg at arbejde på McDonald’s, hvor jeg arbejdede mig op i deres interne karrieresystem. Jeg tog en lederuddannelse og endte som daglig leder med ansvar for den daglige drift af McDonald’s i Haderslev og ca. 25 ansatte under mig. Jeg opfordrer alle unge, jeg møder, til at tage et fritidsarbejde, da de kolleger eller venner, man får gennem sådan et arbejde, typisk ikke er personer, der tager stoffer, selvom der selvfølgelig aldrig er en regel uden undtagelser.

Efter min tid hos McDonald’s tog jeg den studentereksamen, jeg aldrig fik taget på grund af mit stofmisbrug. Jeg afsluttede med det højeste gennemsnit blandt næsten 400 afgangselever og sprang tilmed 12-trinsskalaen i mit gennemsnit.

Herefter søgte jeg ind på et anerkendt samfundsfagligt studie på Syddansk Universitet, hvor jeg i dag har en kandidatuddannelse fra. Book jeres foredrag herunder for at høre, hvordan man går fra at være en almindelig dreng til narkoman og sidenhen til akademiker i mit foredrag om misbrug: “Vejen fra narkoman til akademiker.”

Foredragsholder læser bøger ved bord

Korte fakta om mig:

  • Navn: Søren
  • Alder: 34 år
  • Bopæl: Odense
  • Fødeby: Haderslev
  • Foredragserfaring: 14 år for alle former for publikum
  • Misbruget bestod af: Alkohol, hash, amfetamin, kokain, ecstasy m.m.

Scroll to Top