Min kammerat havde lejet en gammel garage i den sydlige del af Haderslev. Garagen lå side om side med en masse andre garager – det var sådan et sted, hvor mange havde lejet plads til deres gamle biler, som de ikke måtte have hjemme på grund af konen. Der var mange midaldrende mænd i “garagenparken”, og de fleste var ret specielle typer. Jeg var omkring 18 år på det tidspunkt, og mit misbrug af stoffer og alkohol var i fuld gang. Vi var en vennegruppe på seks drenge, der altid hang ud sammen. Da telefonen ringede og min kammerat fortalte, at han havde lejet garagen, tænkte jeg bare “Genialt”, for så havde vi et sted, hvor vi kunne sætte sofaer og et anlæg op og feste uforstyrret uden forældre og andre, som nok havde en mening om, hvor meget vi måtte larme og drikke.
Min kammerat sagde i telefonen, at der var et problem. Et problem? tænkte jeg. Ja, fortalte han, problemet var, at garagen lå bag færdselspolitistationen i byen, og ikke bare bagved, man skulle faktisk køre igennem en port ved færdselspolitiet, hvor der på begge sider var bygninger med vinduer, hvor betjentene sad og arbejdede. Det harmonerede jo ikke så godt med vores tunede scootere, biler, larm og stoffer. “Fuck det,” sagde jeg til min kammerat, jeg vidste nemlig, at i Haderslev lukkede færdselspolitistationen kl. 16, og så ville det jo alligevel ikke være et problem. Garagen lå også helt nede i bunden af “garagenparken” og dermed var vi nogenlunde uforstyrrede. Vi fik den også indrettet med gamle sofaer, anlæg, køleskab og en øl- og hashbong, og vi fik også klisteret et par plakater af letpåklædte kvinder op på væggen. Vi festede der hele sommeren, lyttede til høj musik, tog stoffer og drak masser af bajere. Det var en lille “herrehule”, hvor vi altid, når byen lukkede kl. 5 om morgenen, kunne tage op og feste videre, og ofte hev vi folk med fra byen. Ikke alle syntes, stedet var lige så fedt som vi, det kunne jeg ikke forstå dengang, men det kan jeg sagtens forstå i dag. Værkstedet var beskidt, mørkt og rodet, og møblerne var decideret ulækre.
En søndag formiddag, hvor jeg ikke havde sovet hele weekenden på grund af, at jeg havde taget så meget amfetamin og andre stoffer, kom en af kammeraterne, som røg rigtig meget hash, forbi. Han havde taget en “bong-mix” med, som var en blanding af tobak og hash og beregnet til at ryge i en “hash-bong”. Man kan sammenligne det at ryge bong med det at ryge joint som henholdsvis at drikke vodkashots eller pilsnerøl. Bongen slår altså temmelig hårdt sammenlignet med joints. Nå, men vores kammerat, som røg meget hash, spurgte mig, om jeg ikke ville have et “bonghoved”, altså ryge en omgang på bongen. Jo, helt sikkert tænkte jeg, så kunne jeg måske også få sovet lidt. Jeg røg bonghovedet, og få minutter efter lå jeg bare i sofaen, helt stille. Mit hjerte hamrede så hårdt, at jeg troede, det skulle ryge ud af brystet på mig, og samtidig kørte min puls på 160 slag i minuttet. Mit syn blev voldsomt sløret, og jeg kunne ikke styre mine tanker og lå og troede, jeg skulle dø. Jeg havde røget masser af hash før og også blandet det med amfetamin og alkohol, men den formiddag var virkningen helt anderledes. Jeg fik det ekstremt skidt og stammede nærmest kun til min kammerat for at høre, om jeg ville blive okay igen. Det forsikrede han mig om. Jeg lå sådan på sofaen i et par timer, og endelig begyndte virkningen at aftage. Jeg blev overbevist om, at jeg ikke længere skulle dø. Det var første gang, jeg oplevede en rigtig dårlig rus og noget, der føltes som en overdosis, men det skulle ikke blive den sidste. Denne gang slap jeg dog heldigvis med skrækken.