En anden verden…

Jeg cyklede alt hvad jeg kunne ned af gågaden. Jeg kiggede mig tilbage og de to ældre fyre på omkring 12 -13 år løb stadig efter mig. Mit hjerte hamrede og min krop var fyldt med adrenalin. Det eneste jeg kunne tænke på var at komme væk. Jeg kom ned til krydset ved Merlin og svingede med det samme til venstre ned mod dammen. Jeg kiggede igen bagud. Endelig havde de givet op. Jeg trampede hårdt i pedalerne alt imens jeg gispede for at få vejret. Hvad skete der lige der? Jeg havde jo ikke gjort noget, men det troede de tydeligvis.

Tidligere på ugen, om mandagen, havde jeg været med Niels Graversen oppe i en lejlighed, hvor den nye pige i klassen boede. Vi gik i 7. klasse. Jeg havde aldrig før været i en lejlighed som denne. Der var meget mørkt og pigen boede med en ældre fyr. Der stod askebægre over alt, fyldt med cigaretskodder. På bordet stod en colaflaske, der så underlig ud – der stak en havslange ud af den. Jeg turde ikke sætte mig i sofaen da jeg var bange for at der var et ulækkert dyr, der var kravlet ud af det terrarium, der var placeret over i hjørnet af stuen. Der var ikke gået 5 minutter fra vi var kommet til den nye pige tilbød os at ryge hash fra colaflasken. Niels og jeg blev begge meget nervøse og fandt hurtigt en undskyldning for at tage hjem. De næste dage i skolen turde vi ikke snakke til den nye pige. Vi var chokerede over hvad vi havde oplevet. Vi spillede begge fodbold og det sidste vi havde i tankerne var hash. Vi vidste ikke engang rigtigt hvad det var.

Da vi om onsdagen kom ud fra den lokale biograf og satte os på vores cykler for at cykle hjem, råbte de to drenge mig an: “Dit fucking stikkersvin, kom her!”. Det viste sig, at dagen efter jeg og Graversen havde været i lejligheden var kommunen kommet på besøg og pigen var blevet fjernet. Samtidig havde hendes venner fundet ud af at min far var politibetjent og derfor troede de, at jeg havde sladret. Det havde jeg bare ikke. Jeg flygtede igennem gågaden på min blå-hvide racercykel og troede, at det var sidste gang jeg nogensinde skulle opleve at blive råbt an med ord som “stikkersvin”. Jeg tog grueligt fejl. Stikkersvin ville i de kommende år nærmest hjemsøge mig – jeg vidste det bare ikke endnu.

En væltet verden…

I årene efter min ubehagelige oplevelse ved biografen, havde jeg mere eller mindre glemt alt om, at jeg var blevet kaldt stikkersvin. Mine forældre blev skilt og mit liv var i kaos; Jeg boede med min far hos min farmor, hvor jeg sov på en sofa, indtil min mor fandt et nyt sted at bo. Jeg var knust, enebarn og følte mig ensom. Jeg var nu blevet 15 år gammel, havde lige fået sommerferie og nu begyndte min nedtur for alvor at tage fart. Jeg begyndte at hænge ud med nogle nye venner og vi begyndte at ryge meget hash. Hver dag for at være præcis. En af dem jeg hang rigtig meget ud med var en fyr, der blev kaldt Fætter. Fætter havde jeg kendt hele mit liv, idet mine forældre var rigtig gode venner med hans forældre. Jeg havde dog aldrig leget eller hængt ud med ham før denne sommer. I øvrigt var hans far også politimand ligesom min.

Vi røg, som fortalt i mine foredrag, hash hele sommeren i “bunkeren” i “bong” hovedskov. En dag i slutningen af ferien fandt mine forældre ud af mit hashmisbrug. De var chokerede da de så resultatet på narkotesten. De satte mig ind bag i bilen og begyndte at spørge hvem jeg røg hash med. “Det er Fætter du ryger hash med, er det ikke?!” spurgte min far. Jeg vidste godt, at man i det her miljø ikke skulle røbe hvem de andre var eller populært sagt “stikke”. Jeg nægtede at det var Fætter jeg havde røget med. Min far blev ved og sagde: “Hvem skulle det ellers være, Søren? Vi er jo ikke dumme. Du har aldrig hængt ud med Fætter før og nu ryger du hash, det kan kun være ham.!” De fortsatte: “Vi kører op til Erling og Trine og snakker med dem og så finder vi ud af om det er Fætter du ryger med”. Jeg gik i panik. Jeg tænkte:” shit, shit, shit”. Folk ville jo tro jeg havde stukket Fætter. Jeg tiggede og bad mine forældre om ikke at køre op til Fætters mor og far. Tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg prøvede virkeligt alt hvad jeg kunne for at overbevise dem om, at de ikke skulle køre derop, men mine forældre havde bestemt sig.

Før jeg vidste af det, stod jeg i Erling og Trines stue med Fætter og mine egne forældre. Løbet var kørt. Vi var begge opdaget. Jeg blev igen sat ud i bilen og vi kørte hjem. Min stuearrest begyndte, men det var på ingen måde det værste ved situationen. Jeg sad og frygtede at de andre jeg havde røget hash med ville tro, at jeg havde sladret. Min frygt blev i den grad til virkelighed. De næste år af mit liv, i en by af Haderslevs størrelse, blev et sandt mareridt. På et tidspunkt var jeg lige ved at knække sammen, fordi jeg konstant skulle frygte for hvor jeg gik og hvem der så mig i byen. Jeg var blevet døbt Stikkersvin…

En verden i helvedet…

“Stikkersvin… Du vil altid være helt til grin… futtet af i et lagen af benzin”.

Jeg var lige ankommet til en fest ved en veninde, der hed Kamilla. Hun holdt ofte morgenfest og Christian og jeg var, som så mange andre morgener, taget forbi Kamilla. Jeg var lige kommet ind i stuen da musikken blev skiftet. I stuen sad Jacob, Balden og en del af de andre, jeg havde røget hash med få uger forinden. De sad alle sammen og pegede på mig til rap-nummeret “Stikkersvin” af Niarn. “Dit stikkersvin… dam da da” brølede Niarns gloser ud af højtalerne og alles fingre i stuen pegede på mig. Der gik ikke mange sekunder før Andersen rejste sig op. En stor fyr, jeg ikke rigtig kendte – typen der havde det der ondskabsfulde blik, som nogle mennesker besidder gik direkte hen til mig og skubbede mig i brystet med begge hænder:”Dit fucking stikkersvin!”. Inden jeg nåede at sige eller gøre noget skubbede han mig igen. Jeg bakkede hen mod døren og nåede lige at høre ham råbe, at jeg ville få “fucking mange tæsk” hvis han mødte mig igen. Jeg skyndte mig at starte min scooter og køre væk fra festen. Hele min virkelighed var med ét vendt på hovedet. Jeg gik videre i byen den nat og drak mig for sans og samling. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg tænkte, at det her skulle nok stoppe; at det ville ikke vare ved så længe:”De glemmer det nok” –  Der skulle jeg tage grueligt fejl.

Der var nu gået et år siden jeg for første gang var blevet kaldt stikkersvin. Jeg kan næsten ikke tælle hvor mange gange jeg har skullet stikke af fra folk, der ville give mig tæsk og hvor mange gange jeg har endt med at få et par på hovedet, når jeg bevægede mig i midtbyen. Det var ligegyldigt om det var dag eller nat. Den ene gang blev jeg sparket i hovedet nede foran det gamle Fona, som i dag huser butikken Normal i Nørregade hvor jeg måtte en tur på skadestuen fordi mit øjenæble blødte. En lørdag havde jeg alligevel, på trods af at jeg følte at hele Haderslev var efter mig, forvildet mig ned i byen. Jeg stod på dansegulvet på, røvballediskoteket, Churchill, da jeg lige pludseligt mærkede en smerte, der føltes som om tusind nåle var stukket i min ryg. Jeg sank sammen på dansegulvet. Jeg følte en voldsom smerte. Var jeg lige blevet stukket i ryggen med en kniv? Jeg kiggede op og blev sparket i hovedet. Dørmændene kom til og fik revet voldsmanden væk. Det vidste sig at være Andersen fra festen hos Kamilla, et år tidligere. Han havde ikke stukket mig med en kniv, men havde til gengæld sparket mig voldsomt hårdt i ryggen. Det var almindeligt kendt at Andersen gik til kickboxning og sparket havde siddet “perfekt” i ryggen på mig.

Efter den episode viste jeg mig ikke i Haderslev midtby i flere år. Jeg sørgede altid for at være sikker på hvem der var til de privatfester, jeg kom til og hvem der ville komme til i løbet af aftenen. Det var en temmelig stressende tid, som varede flere år. Jeg troede aldrig det ville stoppe! Jeg gik med en konstant frygt for at få tæsk og frygten udviklede sig til en generel angst for at færdes i Haderslev.

Jeg kom længere og længere ind i det kriminelle miljø, hvor jeg kun var kendt som ”stikkersvin” og en dag skulle jeg til afhøring på Haderslev Politigård for et strafferetligt forhold jeg havde begået. Det var Jens Tillmann der afhørte mig. Da jeg var færdig med at blive afhørt sagde Jens til mig, at Lasse og Nikolaj, en etage oppe, gerne lige tale med mig. Jeg vidste udmærket hvem Lasse og Nikolaj var. Det var specialpatruljen eller populært sagt narkopolitiet. Da jeg kom op, blev jeg budt på en kop kaffe. Lasse og Nikolaj spurgte mig om jeg kendte til Balden. Det gjorde jeg udemærket godt. Balden var en af dem, der så mig som et stikkersvin. De begyndte at spørge ind til om jeg vidste noget om ham. Det gjorde jeg udemærket godt. Balden producerede GHB hjemme i sit køkken, altså det der i medierne bliver kaldt Fantasy. Jeg vidste dette, da vi nogle gange røg joints ved en fælles bekendt. Vi snakkede aldrig rigtig sammen fordi Balden kunne ikke udstå mig. Jeg sagde til Lasse og Nikolaj at jeg ikke vidste så meget om Balden. Det var tydeligt, at de troede jeg var på deres side fordi min far var politimand. Jeg sagde, at det eneste jeg vidste om ham var at vi røg joints sammen nogle gange og ”at det da ikke kunne være en sag for specialpatruljen”. Efter en rum tid havde de ikke flere spørgsmål. Da jeg kom ud fra Politigården ringede jeg straks til den bekendte til mig, som Balden røg joints ved og sagde jeg kom forbi. Jeg bad ham ringe til Balden og sige han skulle komme og drikke en øl, for jeg vidste vores telefoner blev aflyttet. Da Balden kom fortalte jeg ham om mit møde med Lasse og Nikolaj. Jeg fortalte, at de havde spurgt ind til ham og at han hurtigst muligt skulle få tømt hans lejlighed. Han stod til 8 år i spjældet hvis han blev taget. Balden skyndte sig hjem.

En uge efter ringede min telefon. Det var Balden, der ville mødes. Da jeg mødtes med ham gav han mig et stor knus, hvilket var en uventet gestus fra hans side. Han takkede mig fordi politiet lige havde været hos ham og ransage. De fandt, på grund af min hjælp, ingenting og han slap for fængsel. Den her historie rygtedes hurtigt i byen og fra den ene dag til den anden var jeg ikke længere et stikkersvin. Jeg tror det gik op for folk i byen og det kriminelle miljø, at jeg aldrig nogensinde havde stukket nogen.

Efter jeg blev clean har jeg nogle gange haft dårlig samvittighed overfor mine fars kollegaer. Jeg ødelagde jo flere måneders efterforskning, men så skal jeg bare kigge på Baldens liv i dag. Han har i dag en kandidatgrad fra Universitetet og har eget firma. Han greb chancen og udnyttede den. Tingene kunne have været meget anderledes for ham i dag, hvis han var blevet snuppet dengang – og meget anderledes for mig, også, hvis jeg også var blevet snuppet for nogle af de ting jeg havde gang i dengang. Jeg slap heldigvis ud af det mangeårige helvede, jeg havde levet i og var ikke længere et ”stikkersvin”.




Navnene er fiktive navne, men historie er gengivet akkurat som jeg husker den.